De minsj oet de berg

Sjetse van vreuger

Vlot Frans en Êngels sprook dê minsj,
dê lêefde in de berg.
Hê waor veur dêen tied good geleèrd
Mèr vônj wirke neet erg.

In Londe waor er lang gewêes;
noe lêefde hê allein.
Zoa wie 'ne kluuzenêer mit beuk.
Weer sprooke dêk mitein.

Ze zagten 't waor 'nen atteejis,
mèr dat luuj is neet waor.
Hê zag dat God rôndjôm en hêr
en altied bie em waor.

'Kiek,' zag er, 'jông, die bloomen hie,
die buim, die struuk, die loch,
natuur en starre, eèwigheid,
mèr jông, dat ìs God toch.'

Hê zag mich: 'Jông geluif ze neet!
Ze make dich get wies.
Dachs dich dat Adam mit die kaw
naatsj leep in 't paradies.

En dachs dich dat die erm luj hie
nao de verdomnis gaon?
Ze hùbben heèl good moele die,
ès z'op de prêekstool staon'.

Wie 'r veulde dat er sterve ging
doe vroog er ôm pestoar.
Dê brach em 't Heilig Oliesel

wie 'r nog bie kênnis waor.

Hê deeg veur good zien auge toe,
tevreje mit ze lot.
Ich weit neet wat er doe geluifde,
mèr hê gluifd'in God...